torsdag den 20. juni 2013

Samlermani

Indlæggets overskrift antyder jo noget, og jeg kan ligeså godt tilstå, at ja jeg lider nok lidt af samlermani, og det kan være svært for udeforstående at forstå, hvordan den trang er. Jeg vil så ikke selv sige (måske allerede et tydeligt tegn på, hvilken vej det går for mig), at jeg er så slem, og jeg kommer aldrig til at få et hjem, som man ser i TV i syg samlermani, eller hvad de programmer nu end hedder.
Hvad samler jeg så på, kunne det være, at du tænkte? Jo altså min passion for at samle blev vækket, da jeg ikke var ret gammel, og jeg samler stadig på det - nemlig gamle Anders And blade. Mange vil måske mene, at det er meget barnligt, men glæden jeg oplever, når jeg kommer i en genbrugsforretning og finder fine Anders And blade fra 1961 i en kæmpe stak, det er bedre end noget andet, jeg ved. Min samling er stor, det skal jeg gerne indrømme. Det bliver sådan en samling jo automatisk, hvis man hver gang man går i genbrug lige tjekker i Anders And bladene, og så er det bedste jo, at de ikke er dyre at købe, selvom jeg godt nok nogle gange kan blive lidt skræmt over at bruge 70,- på Anders And blade i en genbrugsforretning, når jeg er på jagt og har en hel dag foran mig, men glæden når jeg så kommer hjem med min fangst er endnu større! Nu hjælper det jo så selvfølgelig heller ikke på min samlermani, at jeg kan ryge i et nærmest sygeligt ordens hjørne, hvilket bare giver endnu større nydelse, når man sidder og skal sortere alle sine Anders And blade. Jeg er nået derud, at jeg ikke længere køber Anders And bladene for at læse dem, nej jeg køber dem for, at de kan komme i en blå plastik pose for det år, de er fra og så i nummer orden og ind i skabet men følelsen af, at sidde og ordne dem og beskytte dem mod tidens ånd er bare så god! Dog vil jeg også have sat dem i et smartere system, som gør det muligt for mig at læse dem, for man bliver hurtigt overrasket over, hvor tunge Anders And blade kan være. 
Rörstrand Koka Blå
Anders And blade er dog ikke det eneste, som jeg samler på ... langtfra! Derudover samler jeg også på Rosendahl service, men det har nu en nyttig side, for så er jeg klar, når jeg står i egen lejlighed eller hus (bilder jeg mig ind!). Derudover har jeg en svaghed for Rörstrand Koka Blå, men det hænger så også sammen med, at jeg har arvet noget fra både min farmor og mormor, så derfor vil jeg også gerne kunne dække op med det. Jeg synes også, at det er et utrolig flot og tidsløst sæt, men smag er jo så forskellig fra person til person. Jeg hørte engang også, at Rörstrand i Sverige (det er jo svensk) blev betragtet deroppe, som vi betragter Bing&Grøndahl herhjemme. Det er efter min betragtning et generelt populært sæt herhjemme, og derfor er priserne ofte også høje i genbrug og på retrosider, hvilket jeg for genbrugsbutikker finder forkert, da de jo kommer gratis til tingene. Jeg var dog heldig at finde 7 Rörstrand Koka Blå kopper i en genbrug til 7,5 kr. stk., så det var absolut en god handel og et guldfund!
Knabstrup keramik

Jeg faldt (desværre?) også for et sæt fra Knabstrup Keramik, da jeg var ude at kigge i genbrug, hvor jeg tænkte, at det var bare en mega fed glasur (og det synes jeg faktisk, at det er), men hvad skal jeg med 1 kop, underkop og tallerken? Det sjove var så, at da min mor så det, så sagde hun, at min mormor vist havde haft det samme, så jeg vil nu alligevel også forsøge at samle (endnu) et sæt. Heldigvis kostede sættet kun 10,- i alt, så det var også lidt af et guldfund!
Jeg har jo lidt en svaghed for service (også), men jeg prøver faktisk at begrænse mig.
Ellers så har jeg vel kun 2 store samlermanier mere, og den ene har været lidt berørt her over - nemlig arvegods som den ene og gamle familier som den anden. I forhold til arvegods, så tåler jeg ikke, at der bliver smidt noget ud af familiens ting, men jeg har indtil videre ikke fået så meget, og der kan man jo især sige tak for det, i og med at det betyder, at man endnu ikke rigtig har arvet, og dermed mistet et kært familiemedlem.
Min anden store samlerpassion er gamle familiebilleder, og jeg vil gå rigtig langt for at få fat i dem, men jeg har en anden blog, som beskæftiger sig med slægtsforskning og derunder også min store trang til gamle billeder. Hvis I spørger mig, så er den klart et besøg værd, hvis det har interesse. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar